I dag kan man erstatte den uklare linse med en klar linse af en art plastik. Inden operationen måles hornhindens brydning og øjets længde, så styrken på plastlinsen kan beregnes.
Man opererer først, når der er et rimeligt forhold mellem de gener man har, og de risici der er ved operationen. Man kalder det, at man venter på at "stæren bliver moden".
I dag kan man med minimal risiko teoretisk operere øjnene, når bare der er daglige generende symptomer, uden at vente på, at "stæren bliver moden". Andre faktorer som eks. grøn stær kan dog ændre det samlede billede. Dog er der i det offentlige regi ventetider, som tit bliver afgørende for, hvornår en operation bliver gennemført.
Operationen foregår normalt under lokalbedøvelse og ambulant. Varigheden er normalt 1-2 timer inklusive bedøvelse. Selve indgrebet tager ofte under en halv time.
Øjets uklare linse fjernes og en ny linse placeres i den rensede linsekapsel. Den lille operationsåbning er sædvanligvis selvlukkende, og kræver ingen syning.
Til sidst lægges en øjenklap på øjet, som skal blive siddende til dagen efter. Når øjenklappen dagen efter fjernes, kan mange patienter umiddelbart se rimelig godt, mens andre først genvinder synet i løbet af nogle uger. Øjenlægen oplyser om den tid, der skal gå, før den endelige synsudmåling kan foretages. Ved de fleste operationer i dag, skal der gå 6 uger, men denne ventetid kan variere
Gevinsten ved operationen afhænger jo af øjets øvrige kondition; men efter operationen, og de evt. efterfølgende brillestyrker, kan man opnå samme synsevne, som før man fik grå stær.
Nogle udvikler uklarheder i linsekapslen efter operationen. Dette kaldes for efterstær, og opleves som tiltagende synsnedsættelse. Efterstæren fjernes med laserstråler under dråbebedøvelse, og tager ofte kun få minutter.
|